Yelva Bjørnholdt Jensen

Direktør for Social og Sundhed

I Social og Sundhed er vores kerneopgaver velfærdsydelser til voksne borgere i kommunen.

Socialafdelingens hovedopgaver vedrører handicapområdet, socialpsykiatriske tilbud og tilbud til socialt udsatte.

Sundhedsafdelingen løser opgaver på ældreområdet og det kommunale sundhedsområde.

 

Yelva Bjørnholdt Jensen

Direktør for Social og Sundhed


Vi vil skabe grundlag for det gode liv

Vi er hver dag i kontakt med mange borgere, og vi lægger vægt på at finde løsninger, der passer til den enkelte borgers behov og ressourcer.

Vores fornemste opgave er – sammen med borgeren – at skabe grundlag for det gode liv med mest mulig kontrol over eget liv, aktivitet og mulighed for at indgå i relationer og fællesskaber.

Lokalsamfundet spiller en stor rolle for alles liv og trivsel. Derfor arbejder vi tæt sammen med foreninger og netværk om at skabe det gode liv for den enkelte.

 

Mange typer opgaver – døgnet rundt

Vi repræsenterer mange forskellige fagligheder på social- og sundhedsområdet. Og vi har medarbejdere, der arbejder på alle tider af døgnet – året rundt. Derfor er vi næsten 1.500 medarbejdere i forvaltningen. 

Vores dygtige medarbejdere løser deres opgaver i samarbejde med den enkelte borger. Det sker blandt andet på plejecentrene, i hjemmesygeplejen, i tilbud om sundhedsfremme og forebyggelse, på de kommunale botilbud og som rådgivere i misbrugsbehandlingen.