MTB Spor i Holstebro Kommune
MTB-sporten har i de senere år været i en rivende udvikling, hvilket også er tilfældet i Holstebro Kommune.
Her findes utallige MTB-muligheder for den øvede såvel som nybegynderen. MTB-sporerne i Holstebro Kommune er certificeret hos OnTrail.dk, der sikrer god skiltning og ensartet graduering af mountainbikespor.
MTB-sporerne er etableret og vedligeholdes af det lokale MTB-miljø i samarbejde med Holstebro Kommune.
Holstebro Bikepark – Adrenalin og fart på den tidligere skibakke
Holstebro Bikepark består af to baner med hop og seks tekniske baner, der udnytter de naturlige linjer i landskabet. Den tidligere gamle skibakke har en jævn hældning som betyder, at terrænet byder på i alt 20 højdemeter. De største hop er 2 meter høje, 2-3 meter brede og 8 meter lange. Den totale længde fra top til bund af Bikeparken er samlet på 1 km og der er en fælles opkørsel til et startområde, hvor der bl.a. er borde og bænke. Bikeparkens spor er anlagt, så de ikke krydser gangstier.
Parkering: Ringkøbingvej 1B, 7500 Holstebro
Vestre Plantage: MTB-spor tæt på Holstebro centrum
MTB-sporet i Vestre Plantage er kommunes længste MTB-spor og består delvis af et singletrack-spor og små grusstier. Der er en masse sjove tekniske passager. Sporet kan køres af alle og undervejs er der små sorte sløjfer, hvis man ønsker ekstra udfordring.
Sporlængde: 8.1 km
Parkering: Ved løbeklubben på Harrestrupvej 12B, 7500 Holstebro eller også parkeres ved rastepladsen Skjernvej (umiddelbart syd for ringvejen).
Teknisk MTB-spor i Sahl Plantage ved Skånsø
I Sahl Kommuneplantage ved Skånsø er et meget naturflot MTB-spor. Det er et relativt teknisk spor, dog uden at være så teknisk, at de fleste er i stand til at køre det. Er man den garvede rytter, kan man dog tilvælge flere forskellige udfordrende passager.
Parkering: Skånsø parkeringsplads, 7830 Vinderup
Sporlængde: 4.9 km
Sir Lyngbjerg: MTB-spor fyldt med udfordringer
I Sir Lyngbjerg plantage er MTB-nedkørslerne lange, og de fleste opkørsler består af hårnålesving bygget så de fleste kan køre dem. Sporet har et rødt niveau hele vejen rundt med sorte elementer undervejs og en sort linje. Sporet anbefales ikke til nybegyndere, men alt fra let øvede til eksperter vil få en rigtig god oplevelse.
| Sporlængde: 4.2 km
Parkering: P-plads ved Sir-Lyngbjerg Centret, Sirvej 4B, 7500 Holstebro – herfra er der 200 m. til MTB-sporets begyndelse i Sir Lyngbjerg Plantage.
Stråsø Plantage – MTB-spor i Naturnationalparken
I Stråsø Plantage har Naturstyrelsen i samarbejde med Ulfborg cykelklub anlagt et MTB-spor. MTB-sporet bevæger sig gennem storslået hede og smukke skovområder. Sporet er afmærket og kan køres af alle (dette spor er ikke On Trail afmærket).
Sporlængde: 3.9 km
Parkering: P-pladsen ved Fuglsang Bro, Fuglsangvej 4-6, Stråsø, 7500 Holstebro. MTB-sporet findes i det kuperede terræn sydøst for Sdr. Vosborg Hede.
Kultur og Fritid
Sport og Fritid
lock Send Digital Post (borger)lock Send Digital Post (virksomhed)
mail Send sikker besked
phone 9611 7534
Kirkestræde 11
7500 Holstebro