Historien bag byvåbnet og navnet

Ridder Holst gav byen navn – fortælles der

Endnu så sent som sidst i forrige århundrede kunne folkemindesamleren Evald Tang Kristensen under besøg på Holstebroegnen få fortalt følgende overlevering; dog skal først for forståelsens skyld understreges, at en lindorm i sind og skind er det samme som en drage.

I hvert fald fandt en forfærdelig lindorm ud af, at broen over Storå midt i Holstebro var en både passende og behagelig bopæl, så her slog den sig ned.

Den viste sig hurtigt at være et ubehageligt bysbarn, for med stor appetit satte den tænderne i alle, som passerede broen og slugte dem, dog efter først at have sønderrevet dem.

Ingen mænd i Holstebro skulle nyde noget, for én ting er at være en dygtig handelsmand eller håndværker, men derfra og til at risikere liv og lemmer for en lindorms skyld er der ret langt.

Derfor var det en stor lettelse for byens indbyggere den dag, en modig rytter kom hertil og gav sig i kamp med lindormen, som det lykkedes ham at dræbe.

Rytterens navn var Holst, og ganske naturligt kom broen efter ham nu til at hedde Holste's bro, og senere fik hele byen navn deraf: Holstebro.

Herefter kunne man i byens segl se kampen mellem ridderen og lindormen, som man kan den dag i dag.

Evald Tang Kristensen mødte sagnet om lindormen i en anden variant, der blev fortalt ham af en Kr. Østergaard, som havde fået den overleveret af Niels Knudsen i Tvis.

Historien ville vide, at der engang lå en lindorm omkring Holstebro kirke, og her hyggede den sig med at "ødelægge" mennesker, indtil en ridder en skønne dag kom forbi og dræbte den.

Derfor skulle ridderen og lindormen være afbildet på tinghusets spir, der nu befinder sig på Holstebro Museum.

Tydeligvis har der således i den lokale folkelige overlevering været en sammenknytning af Sct. Jørgen temaet og Holstebro; deri var der ikke noget enestående, snarere tale om et vidt udbredt vandresagn, der tilpassedes lokale forhold, eksempelvis ved at give ridderen navnet Holst.

Inden det officielle forhold mellem Sct. Jørgen og byen Holstebro belyses, skal kort fortælles om, hvem denne Jørgen eller rettere Georg var, og hvor kommer dragen ind i billedet?

For under broen over Storå har den nu nok aldrig boet.

En kristen helgen og hans hedenske drage

Til Norden kom Sct. Jørgen i den tidlige middelalder, og allerede i år 1126 indviedes et alter til hans ære i Lunds domkirke.

Man formoder beretningerne om den hellige Georg, der i vort sprogområde blev til Jørgen, er kommet hertil som en følge af korstogene, der bragte nordeuropæiske riddere til Lilleasien.

Her mødte de legenden om Sct. Georg, en kappadokisk officer i den romerske hær, som for sin kristne tros skyld gennemgik utallige lidelser og som i år 287 led martyrdøden.

Bemærkelsesværdigt er, at der til den hellige Georgs navn var knyttet et sagn af nogenlunde samme indhold, som det folkemindesamleren Evald Tang Kristensen sidste i forrige århundrede kunne møde her på Holstebroegnen.

Den lilleasiatiske version gik ud på, at en by i Kappadokien var truet af en drage, der boede i en sø, og så frygtelig var den, at blot dens ånde kunne dræbe mennesker i dens nærhed.

For at stemme dragen mildt ofrede byens indbyggere dagligt to får til den, men da fårebestanden naturligvis hurtigt svandt ind erstattedes det ene får med et menneske.

En skønne dag blev det den stedlige konges egen datter, der måtte gå den tunge og sidste tur til dragen i søen. Netop da kom Georg riddende forbi, og da han hørte om hendes grumme skæbne, gennemborede han uhyret med sin lanse efter at have gjort korsets tegn. Naturligvis gik hele byen derpå over til kristendommen.

Disse beretninger var det, som i den tidlige middelalder nåede til Danmark, men af ren kristen oprindelse var Georgslegenden ikke. Dragen passer dårligt ind i den kristne symbolverden. Dette ofte flerhovede væsen, vinget, skællet, ildspyende med fiske- eller slangehale var i sin oprindelse af hedensk art.

Vi finder drageforestillinger blandt oldtidens mennesker, ofte af kultisk art og knyttet til forskellige naturfænomener som vandløb og søer.

Og hvad kunne være mere naturligt for kristendommen end at optage dette symbol på ”mørkets magter” i sin verden? Identifikationsmuligheden med det onde var åbenbar og let tilgængelig.

Enhver kunne jo på kalkmaleriernes gengivelser af drager se, at her stod man overfor livets og lysets værste fjende.

At dragen er af førkristen karakter ses tillige af, at vi også træffer den i den nordiske sagnskat, hvor blandt andet Regnar Lodbrogs saga indeholder en beretning herom, om end den her kaldes en lindorm, som så ofte i nordisk mytologi.

Men også Harald Hårderåde og Sigurd Fafnersbane havde affærer med drabelige drager.

Og vikingerne overtog jo dragehovedet i deres symbolverden og gjorde det til et frygtet syn i hele Vesteuropa, århundreder før kristendommen kom til Norden.

Tydeligvis er historien om Sct. Jørgen og Dragen blandingsgods fra den tidlige kristne kultur kombineret med hedenske legender.

Sct. Jørgen blev hurtigt populær i Danmark, hvor han først og fremmest blev skytshelgen for soldater og værgeløse mennesker, eksempelvis spedalske.

Derfor valgte spedalskhedshospitalerne da også ham som skytshelgen, deraf de mange Sct. Jørgensgårde – spedalskhedshospitalerne der fra senmiddelalderen lå udenfor så godt som samtlige danske købstæder.

Ikke underligt at Sct. Jørgen blev en af de mest populære skikkelser, når der skulle males kalkmalerier i de danske kirker.