Beredskabsplan for forebyggelse af ekstremisme

Vores beredskabsplan henvender sig til medarbejdere i Holstebro Kommune og har særlig relevans for de faggrupper, som er i direkte kontakt med borgere. 

Godkendt af byrådet 19. marts 2024

Indledning

Holstebro Kommune vil gennem tidlige og fokuserede forebyggelsesindsatser mindske risikoen for ekstremisme. Beredskabsplanen beskriver arbejdet vedr. forebyggelse af ekstremisme i Holstebro Kommune. Jf. § 15 stk. 3 i Barnets lov, er det lovpligtigt at kommunen har en beredskabsplan, der omhandler ekstremisme og radikalisering. Beredskabsplanen skal godkendes i byrådet hvert fjerde år.

Beredskabsplanen skal sikre, at der ved en bekymring for radikalisering, er en tydelig indsatsplan, hvor der reageres hurtigt og effektivt i forhold til både unge under 18 år og voksne over 18 år.

Beredskabsplanen er udarbejdet af en tværgående arbejdsgruppe med deltagelse af lokalpolitiet, medarbejdere fra Børn og Unge samt Social, Sundhed og Arbejdsmarked.

I arbejdet med beredskabsplanen er inddraget konsulenter fra Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme bidraget med viden og sparring.

Formål

  • Sikre at forebyggelsen af ekstremisme og radikalisering er systematisk og målrettet.
  • Sikre at der er fokus på området, og der finder en koordination sted mellem indsatserne på tværs af forvaltninger og sektorer.
  • Fastholde og udbygge samarbejdet imellem aktører både internt og eksternt i kommunen.
  • Sikre en høj grad af viden om ekstremisme blandt frontmedarbejdere, undervisere i grundskolen og ungdomsuddannelser samt i SSP-netværket.
  • Sikre en hurtig og målrettet håndtering ved henvendelser og bekymringer.

Begrebsafklaring – hvad er ekstremisme og radikalisering?

Ekstremisme betegner personer eller grupper, som begår eller søger at legitimere vold eller andre ulovlige handlinger med henvisning til samfundsforhold, de er utilfredse med. Betegnelsen omfatter bl.a. venstreekstremisme, højreekstremisme og militant islamisme.

Radikalisering betegner en kortere eller længerevarende proces, hvor en person tilslutter sig ekstremistiske synspunkter eller legitimerer sine
handlinger efter ekstremistisk ideologi.

Kilde: Stopekstremisme

Forebyggelse af ekstremisme i Holstebro Kommune

Holstebro Kommune arbejder aktivt med at forebygge ekstremisme og indgår i et samarbejde med 11 kommuner i Midt- og Vestjyllands politikreds. Beredskabsplanen skal understøtte Holstebro Kommunes samlede forebyggelsesindsats.

Det gælder lige fra kommunens evne til at udøve generel forebyggelse med henblik på at forhindre at problemer opstår, til kommunens akutte håndtering af konkrete sager, hvor menneskeliv kan være på spil. Herudover deltag medarbejder i SSP-samarbejdet i relevante temadage, efteruddannelse og i en målrettet forebyggende indsats mod ekstremisme.

Infohus Holstebro

Forebyggelse af ekstremisme i Holstebro Kommune sker i regi af det kriminalitetsforebyggende SSP-samarbejde mellem skoler, sociale myndigheder og politi. Samarbejdet er forankret i det infohus-koncept, der er etableret i landets 12 politikredse. Indsatsen indbefatter både kommunens borgere under og over 18 år.

Infohus-samarbejdet er et kriminalpræventivt samarbejdsforum, hvor de centrale aktører er tovholdere fra politi og kommune. Formålet med infohussamarbejdet – også i Holstebro Kommune – er at sikre, at borgere i risiko for at begå kriminelle handlinger med ekstremistisk motiv identificeres rettidigt med henblik på forebyggelse. 

I infohusene opererer de involverede repræsentanter - tovholdere - i henhold til gældende lovgivning inden for eget myndighedsområde. Infohusenes primære opgave er at analysere og vurdere bekymringer om ekstremisme. Samtidig består infohus-samarbejdet af et netværk på politikredsniveau, hvor kommuner inden for den pågældende politikreds kan dele viden om lokale udfordringer og tendenser.

Forebyggelsesindsatsen

Organisering af forebyggelsesindsatsen

Der er tre overordnede niveauer i organiseringen af det tværsektorielle samarbejde om forebyggelse af ekstremisme og radikalisering i Holstebro kommune.

Politisk niveau - Byrådet og Midt- og Vestjyllands Kredsråd

Strategisk niveau - Chefer + ledere og Holstebro Lokalråd

Operationelt niveau - Infohus Holstebro og Infohus Midt- og Vestjylland

 

Niveauerne er hierarkisk inddelt, hvor ansvar går opad og udmøntning går nedad. Dertil kommer opdelingen i henholdsvis ’internt’ og ’eksternt’ i forhold til samarbejdsfora lokalt og regionalt.

Beredskabsplanen for forebyggelse af ekstremisme behandles og godkendes i byrådet. I forlængelse heraf og i forlængelse af Kredsrådet for Midt- og Vestjylland, er det Holstebro Lokalråd, der varetager den overordnede strategiske koordination på området. Det vil sige, at der er et kontinuerligt fokus på implementeringen af beredskabsplanen samt på den forebyggelsesmæssige udvikling inden for området. Eventuelle ændringer i beredskabsplanen foretages af infohus Holstebro til efterfølgende behandling på politisk niveau.

Der sker på alle niveauer koordinering, vidensdeling og rolleafklaring med det tilsvarende niveau i det interne/eksterne samarbejdsforum.

Beredskabsplanen behandles i byrådet hvert fjerde år. Beredskabsplanen og den forebyggende indsats er forankret internt i Holstebro Kommune hos lederne på chefniveau. Det er hos lederne ansvaret for udførelsen af forebyggelsestiltag og specifikke indsatser er placeret.

På dagligt operativt niveau er forebyggelsesindsatsen i forhold til ekstremisme placeret i SSP regi, og infohus Holstebro håndterer bekymringer om ekstremisme. SSP er tovholder for vurderingsmøder i infohus Holstebro.

Samarbejdet i politikredsen

Infohusnetværk i Midt - og Vestjylland er et samarbejde mellem Midt- og Vestjyllands Politi og kommunerne i Midt-og Vestjylland. PET og Center for Dokumentation og Indsats mod Ekstremisme fungerer som aktive sparringspartnere i infohus regi. Der afholdes møder kvartalsvis.

Infohus Holstebro har følgende repræsentation:

  • socialrådgiver fra Familiesektionen
  • socialrådgiver fra Socialafdelingen
  • socialrådgiver fra Arbejdsmarked
  • repræsentant fra Politiets forebyggelsessektion og SSP (tovholder).

Det er således infohus Holstebro, som modtager bekymringshenvendelser omkring ekstremisme og ligeledes vurderer og behandler bekymringshenvendelser. Det er højt prioriteret, at der er en hurtig og effektiv reaktionstid.

Som udgangspunkt behandles enhver henvendelse omhandlende ekstremisme i infohus Holstebro efter retsplejelovens § 115. Infohus Holstebro mødes hver 6. måned og efter behov.

Forebyggende indsatser i Holstebro Kommune

Forebyggelse af ekstremisme i Holstebro Kommune sker i regi af det kriminalitetsforebyggende SSP-samarbejde mellem skoler, sociale myndigheder og politi. Indsatsen indbefatter både kommunens borgere under og over 18 år. Holstebro kommune har mentorer og forældrecoach der er uddannet indenfor området.

Kommunikations- og Implementerings strategi

Håndbog/folder og beredskabsplan kommunikeres ud til alle relevante medarbejdere i Holstebro Kommune og relevante eksterne samarbejdspartnere.

 

Er du bekymret?

Hvis du kender til en person, der viser tegn på radikalisering, kan det være en stor udfordring for dig som forælder, ven eller fagperson. Radikalisering kan ske gradvist eller pludseligt, hvor et menneske i stigende grad får ekstreme holdninger og støtter ulovlige eller voldelige handlinger.

Du kan sende din bekymring via mail til infohus Holstebro på ssp@holstebro.dk.
Husk det er vigtig, at du ikke sender personfølsomme oplysninger uden at bruge sikker mail.”

Du kan også kontakte den nationale Hotline mod radikalisering: Ring 41 74 90 90 – alle medarbejdere har tavshedspligt. Hotlinen er åbent dagligt mellem kl. 8.00 – 22.00 Ved akut behov for hjælp kan Midt og Vestjyllands politi kontaktes på 112.”

På Holstebro Kommunes intra vil fagpersoner kunne finde mere viden om forebyggelse af ekstremisme, samt kontaktinformation til SSP.

Derudover gøres følgende:

  • Folder sendes rundt til kommunens afdelinger.
  • SSP teamet er opsøgende og tilbyder oplæg/ sparring omkring emnet.
  • SSP gensender materiale vedr. ekstremisme hvert år til relevante parter.
  • Der laves en gang årligt opslag på intra vedr. beredskabsplanen.
  • Folder rundsendes i SSP samarbejdet, til eksterne samarbejdspartnere samt civilsamfundet, så der sikres kendskab hos følgende:.

Skolerne, Friskoler, Efterskoler, Ungdomsuddannelserne, Militæret, Videregående uddannelser, Helhedsplanen, Bydelsmødre, Integrationsrådet, Kultur & Frivilllighuset, Krisecenteret,
Kirkernes Integrations Sammenslutning, Kultur & Fritid videreformidler til relevante foreninger

 

Lovgivning

Barnets lov §15, stk. 3
”Kommunalbestyrelsen skal udarbejde et beredskab til forebyggelse, opsporing og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme blandt børn, unge og deres familier.
Beredskabet skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.
Kommunalbestyrelsen skal revidere beredskabet løbende efter behov, dog som minimum hvert fjerde år.”

Retsplejelovens (RPL) § 115 og § 115a omhandler muligheden for, uden samtykke fra borgeren, at udveksle oplysninger mellem myndigheder i hhv. SSP, PSP og KSP4 samarbejdet.
Videregivelsen af oplysninger må kun ske, hvis det har et kriminalitetsforebyggende sigte, og politiet må ikke anvende oplysningerne i efterforskningsøjemed. Fra 2016 kan Kriminalforsorgen også udveksle oplysninger med politi og kommune om varetægtsfængslede borgere, hvor der er mistanke om radikalisering.
RPL § 115 omfatter både unge over og under 18 år, og RPL §115a giver desuden politiet mulighed for at videregive oplysninger om borgere over 18 års
private forhold til forældre og andre nærtstående.

Action-Card ved tegn på at en person udviser radikaliseret eller ekstremistisk adfærd

Som pårørende eller fagperson er der forskellige tidlige tegn, du kan være opmærksom på, hvis du har mistanke eller bekymring om radikalisering hos en person i dit liv.
Kombinationen af flere markante ændringer i den unges opførsel kan være tegn på en begyndende radikalisering – men husk, at det ikke er en tjekliste.

Hold en åben og positiv kommunikation med den person, du er bekymret for.
Undgå at være dømmende eller konfronterende - forsøg i stedet at være nysgerrig og lyttende.
Gør dit bedste for at sætte dig ind i personens tanker, selvom det kan være svært, når du ikke er enig.
På den måde viser du, at den unge kan stole på dig og gøre brug af din hjælp.

  • ​ændrer udseende, tøjstil, adfærd, holdninger og fritidsaktiviteter og trækker sig socialt fra tidligere fællesskaber.
  • får nye venner og har relationer til personer eller grupper, der har ekstreme eller voldelige holdninger.
  • trækker sig fra familie og venner og er (unormalt) meget sammen med det nye fællesskab.
  • giver udtryk for intolerance overfor andres synspunkter, afviser demokratiske principper eller er moraliserende.
  • taler om at skabe et mere ”ordnet”, ”rent” eller ”retfærdigt” samfund.
  • dyrker fortællinger om uretfærdighed, trusler og undertrykkelse ogtaler om kampen mod bestemte grupper som retfærdig.
  • taler om holdningsmodstandere og ser dem som fjender – udtrykker sig f.eks. med ”dem og os”.
  • begynder at bruge et ideologisk og følelsesladet sprog, der kritiserer og diskriminerer andre.
  • begynder at deltage i møder og demonstrationer med ekstremistiske eller voldelige budskaber.
  • opsøger og bruger hjemmesider, læser bøger eller ser film med ekstremistiske og voldelige budskaber.
  • bruger totalitære symboler for eksempel i sin påklædning, i tatoveringer eller på plakater på sit værelse.

Hvis du ser tegn på at en person udviser radikaliseret eller ekstremistisk adfærd, så skal du handle på din bekymring.

Du skal som fagperson drøfte din bekymring med din nærmeste leder.
Du skal sammen med leder oplyse sagen så vidt muligt og begrunde bekymringen.
I jeres vurdering af bekymringen, kan I tage udgangspunkt i tegn på begyndende radikalisering oplistet på bagsiden af Action-card.

Vær særlig opmærksom på tavshedspligten

Du og din nærmeste leder skal søge intern sparring hos SSP på
tlf: 96116750 eller mail: SSP@ holstebro.dk

SSP vil kunne hjælpe med ekstern sparring ved Midt-og Vestjyllands Politi.

Niveau 1:

Der laves en aftale lokalt i det tværprofessionelle samarbejde omkring opfølgning og støttende handlinger ift. den unge.

Niveau 2:

De kommunale kontaktpersoner og Midt-og Vestjyllands Politi (INFO-hus) drøfter henvendelsen og foretager en risikovurdering, hvorefter der eventuelt udarbejdes en handleplan for opfølgning og støttende handlinger ift. den unge.

Vurderes der bekymring for en ung under 18 år jf. Barnets lov, sendes der en underretning til Familiesektionen

Niveau 3:

Vurderes der et behov for akut handling kontaktes

Politiet på 114 eller alarm 112