Historien om Maren

Forhistorien er den, at Holstebro for 50 år siden var en almindelig by i et udviklingsområde. De unge flyttede fra byen for at få en uddannelse og kom ikke tilbage igen. De var savnet i erhvervslivet, og byen havde efterhånden fået mange ældre indbyggere, mange ufaglærte og en betydelig arbejdsløshed.

Kommunen satte sig for at undersøge, hvad folk lagde vægt på, hvis de skulle flytte. Svarene lød på en god indtjening, gode boliger, arbejde, uddannelsesmuligheder, børnehavepladser og lignende. En del nævnte også kulturelle oplevelser som en positiv ting.

Kommunens folk trak i arbejdstøjet og gik i gang med det omfattende arbejde at tilføre byen alle de grundlæggende forudsætninger for, at borgerne kunne få et bedre dagligliv. Nye boliger skød op, uddannelsesinstitutioner kom til, børnehaver og plejehjem blev bygget, og efterhånden kom også det kulturelle med ind i billedet.

Og så skete det!

Kalenderen viste 1966, da kulturrevolutionen satte ind – f.eks. i form af Holstebro Hallen med teater- og musikforestillinger, det eksperimenterende Odin Teatret og kunstmuseet – anført af borgmester Kaj K. Nielsen og kommunaldirektør Jens Johansen.

Med et enigt byråd bag sig købte de for 210.000 kr. billedhuggeren Alberto Giacomettis skulptur ”Kvinde på kærre”. Deres mening var, at nu skulle der kunst i Holstebros gader.

- Købet af Maren var en provokation. Det var jo en helt ny tankegang, at kommunen brugte penge på sådan noget. Men vi ville provokere en interesse frem og samtidig se, hvilken slags kultur folk ville bruge penge på, fortæller Jens Johansen og Kaj K. Nielsen.

Da skulpturen var købt og kommet til sit nye hjem i Holstebro, anså man, at det var hensigtsmæssigt at opbevare hende nogen tid på Civilforsvarets lager, før hun blev præsenteret for offentligheden. Der var nemlig kommunevalg nogle måneder senere, så for ikke at få alt for meget hurlumhej blev Maren inde i varmen.

- Desuden var vinteren ikke noget godt tidspunkt at afsløre en skulptur på, indskyder Kaj K. Nielsen med et bredt grin.

Pressen opdagede projektet, og der opstod en del debat.

- Men vi slap helskindet igennem, og det skyldtes uden tvivl, at kommunen havde helt styr på sin økonomi og sine udviklingsplaner. Faktisk var vi rimeligt godt stillet økonomisk, og derfor blev kunst og kultur en naturlig del af det kommunale budget, fortæller Jens Johansen. Siden fulgte en stribe andre kunst og kulturindkøb, og Holstebro har siden midten af 1960erne med fuld ret kunne kalde sig en kulturby.

- Grunden til, at vi ikke løb ind i så mange kritikere, som vi havde troet, er den bevidste måde, vi løste de kommunale opgaver på. Først sørgede vi for at dække folks basale behov. Derpå satte vi kulturen på budgettet, men sørgede altid for, at vi havde råd til indkøb og projekter, siger kommunens to tidligere førstemænd.

De gik ud fra det gamle ord om, at hvis man skræver mere, end bukserne kan holde, så revner de.

- Det er der ingen hekseri ved. Kun sund fornuft og almindeligt håndværk!

Nogle mener, at Jens Johansens og Kaj K. Nielsens succes skyldes, at den ene styrede økonomien efter fornuftige konservative principper, mens den anden på socialdemokratisk vis brugte borgmesterposten til at øve politisk indflydelse.

Interviewet om ”Kvinde på kærre” med tidligere kommunaldirektør Jens Johansen og forhenværende borgmester Kaj. K. Nielsen fandt sted i midten af 1990erne og var et af de sidste om kulturrevolutionen i Holstebro. Artiklen har været trykt i Profilbogen for Holstebro Kommune.

• Maren's Venne-Laug
• VisitNordvestkysten om Maren