Dorthe Pia Hansen (A)
(Portræt opdateret i 2022)
- Dorthe Pia Hansen, Holstebro, født i 1964
- Født i Holstebro
- Gift med Tommy, der er uddannet konstruktionssmed, men arbejder pt. som pedelmedhjælper i Nørrelandskirkens Børnehus i Holstebro. Sammen har de to børn – Dan på 34 år og Diana på 29 år.
- Uddannet som kontorassistent og eksportassistent. Har nu valgt at søge nye udfordringer efter at have arbejdet som pædagogisk sektorformand i FOA Holstebro (Fag og Arbejde) de seneste knap 15 år.
- Medlem af Holstebro Byråd for Socialdemokraterne siden 2014
- Medlem af Teknisk Udvalg og formand for Arbejdsmarkedsudvalget.
- Fritiden bruger hun på politik og tid med venner og familie. Gør flittigt brug af den folkelige kultur og foreningslivet og naturen fylder også i fritiden, som et frirum i en travl hverdag. Blandt andet som tilskuer til TTH Holstebro Håndbolds hjemmekampe og på gåture med hunden.
Naturen og kulturlivet er omdrejningspunktet for Dorthe Pia
Dorthe Pia Hansen har gennem årene prøvet ikke så lidt på arbejdsmarkedet og i forskellige virksomheder. I mange år fyldte arbejdet ofte mere end ved et almindeligt fuldtidsjob, og derfor har der ikke været nok tid til familie og venner. Nu vil Dorthe Pia både bruge de mange kulturelle tilbud og mere tid ude i naturen. Byen og dets tilbud, som hun glæder sig over at dele med hendes familie og venner. Livsnyder og familiemenneske er da også to ord, som Dorthe Pia vil bruge til at beskrive sig selv.
- At gå en tur med familien og hunden i den skønne natur, tage en tur på café eller se en film i biografen med vennerne. Det er den person jeg er. Jeg nyder at hygge mig og være sammen med dem, jeg holder af. Det har stor værdi. Derfor vil det også være omdrejningspunktet for min hverdag.
Dorthe Pia Hansen er født og opvokset i Holstebro, og hun har derfor på første hånd set den udvikling, byen har været igennem. Derfor handler det også om, at Holstebro fortsætter udviklingen og værner om det fantastiske kultur og foreningsliv, som Holstebro by tilbyder.
- Jeg er sådan en person, der elsker kultur og foreningslivet. Jeg er jo nærmest vokset op i en håndboldhal, og ser stadig meget håndbold. Holstebros kultur- natur- og foreningsliv, synes jeg, er noget helt særligt, som vi skal forsøge at bevare.
Mennesker før mursten
Det er ikke kun familien og vennerne, der står Dorthe Pias hjerte nær, men også de mennesker, som har brug for en ekstra støtte. Det var også behovet for at få den rette hjælp til et nært familiemedlem, der fik Dorthe Pia til at tage skridtet ind i politik. Og i sidste ende vil hun gerne måles på den forskel, hun har gjort for mennesker. Denne tilgang tager hun også med sig ind i arbejdet som formand for Arbejdsmarkedsudvalget, hvor hun vil hjælpe unge med ondt i livet og ringe udsigt til job eller uddannelse til at få job på særlige vilkår.
- Ofte er der fokus på at have robuste medarbejdere, men derimod mener jeg, at vi skal arbejde for at have robuste virksomheder. På den måde ekskluderer vi ikke de mere sårbare borgere i kommunen. Vi skal tage hånd om hinanden og hjælpe hinanden, så virksomheder og organisationer kan rumme dem, som skal have en ekstra hånd.
Hun håber således fortsat på at kunne hjælpe de mere sårbare borgere, så ingen går fra folkeskolen og ud i lediggang. Således må kommunen og virksomhederne gøre en ekstra indsats, siger hun. Arbejdsmarkedsudvalget har da også været en ønskepost for Dorthe Pia.
- Det er én af de vigtigste udvalg, for hvis vi ikke løser udfordringen med mangel på arbejdskraft, så stopper udviklingen. I så fald risikerer vi at skulle lukke skoler, plejehjem og institutioner. Jeg ser det derfor som ufattelig vigtigt for udviklingen af kommunen, at vi sikrer den rette arbejdskraft, fokuserer på opkvalificeringen af ledige og lokale projekter.
Det politiske arbejde er højt prioriteret hos Dorthe Pia, som både gerne vil deltage og inddrage borger i den politiske debat. Hun ser nemlig inddragelsen af borgere og medarbejdere som en vigtig faktor for hendes arbejde.
Syv skarpe til Dorthe Pia
- Den største begivenhed i dit liv: Familiemæssigt, da vi fik vores to børn, og ellers da vi var på sølvbryllupsrejse med børnene på safari i Kenya efterfulgt af badeferie på Zanzibar.
- Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Naturområdet Skovlund ved Holstebro, som jeg er vokset op ved og i. Jeg er desuden også meget glad for Thorsmindes autentiske og barske natur.
- Din livret: Kartoffelmos og stegte pølser og boller i karry.
- Din favoritmusik: Bryan Adams og Bruce Springsteen. Jeg har været til flere koncerter med dem begge.
- Din favoritbog: Jeg læser næsten aldrig bøger, men meget faglitteratur.
- Din favoritfilm: ”Mit Afrika”, der handler om Karen Blixens liv.
- Dit favoritrejsemål: Safari Afrika og Sardinien.
- 554 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021
- 535 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017
- 373 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013
- Valgt første gang til Holstebro Byråd i 2014