Strategisk forretningsudvikler til den grønne omstilling
Mere energi, flere kontakter og bedre forbindelser til den grønne omstilling. Er det noget for dig?
Et nyt grønt eventyr har taget sin begyndelse i Idomlund ved Holstebro. Vi er på vej til at blive et nyt kraftcenter for den grønne energiproduktion i Danmark, men kan allerede se, at mulighederne er langt større end blot det at være Danmarks grønne stikkontakt. Vi har den grønne strøm, overskudsvarmen og de stedbundne kvaliteter, der giver os nogle særlige forudsætninger. Udviklingen af det vi kalder Energy Hub Holstebro kan blive en “gamechanger” for erhvervsudviklingen i Vestjylland og i særdeleshed i Holstebro og de omkringliggende kommuner. Den mulighed vil vi gøre alt for at udnytte.Vi har en stærk organisation med mangfoldige kompetencer, der har formået at bringe os i den gunstige position, hvor vi er i dag, men der er behov for, at vi styrker evnen til at opsøge og udvikle de synergier, som den massive satsning på grøn energi har ført med sig. Med grøn energi og PtX- anlæg har vi nogle helt grundlæggende betingelser for at skabe en energiklynge, der ikke alene er attraktiv for mange af de lokale virksomheder, men som også rækker ud i forhold til både nationale og internationale virksomheder.
Du får titel af forretningsudvikler, og det er et udtryk for, at det i en kommunal kontekst er et nyt og stort indsatsområde, som der knytter sig store forventninger til. Med direkte reference til kommunaldirektøren skal du være i stand til at optræde som en kompetent og troværdig samarbejdspartner i forhold til eksisterende og potentielt nye virksomheder.
Du skal samtidig være i stand til at overskue den kompleksitet og de mange bolde, der er i spil i en stor organisation, for at vi rent faktisk kan leve op til de forventninger, som vi stiller virksomhederne i udsigt.
Vi forventer, at du har den tyngde og pondus, der skal til for at tale i øjenhøjde med alle, men samtidigt også kan optræde med den nødvendige ydmyghed, der betyder, at du opleves som en troværdig samarbejdspartner på alle niveauer.
Det, vi søger, er ikke et bestemt CV, men vi vil være optaget af, at du har erfaring med den grønne omstilling fra den private sektor og har opbygget viden om, hvorledes potentialerne i den grønne omstilling kan forretningsgøres i form af at tiltrække nye og udvikle eksisterende virksomheder. Du skal samtidigt have forståelse og flair for at gebærde dig i den store organisation med mange kompetencer og hensyn.
Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelsesvilkår vil ske i henhold til chefaftalen for KL’s forhandlingsområde Der vil være mulighed for forhandling af tillæg på baggrund af kvalifikationerYderligere oplysninger:
Kan fås hos Ole Bladt-Hansen, Lundgaard Konsulenterne, tlf. 4034 8304 og/eller kommunaldirektør Rasmus Byskov Nielsen, tlf. 5148 9845.Læs mere i den uddybende job- og personprofil.
Ansøgning
Ansøgningen sendes via stillingsmodulet på www.lundgaard-konsulenterne.dk, så den er modtaget senest den 9. april 2025 kl. 8.30.Deadline for ansøgning
09. april 2025 08:30
Medarbejder i Holstebro Kommune
Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.
Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.
I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.