Bibi Mundbjerg (V)
(Portræt opdateret i 2022)
- Bibi Mundbjerg, Skave, født i 1971
- Født i Skave
- Gift med Niels Jakob, der arbejder som projektansvarlig for HTH køkkenforum. De har to børn – Nicolai på 23 år og Maria på 20 år
- Uddannet som fysioterapeut og er ansat som centerleder, Myndighed Hjælpemidler og APV i Holstebro Kommune
- Medlem af Holstebro Byråd for Venstre siden 2014
- Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Børne- og Familieudvalget
- Formand for Frivillighedsrådet siden 2014
- Fritiden bruges på frivilligt foreningsarbejde. Hun har bl.a. været med til at realisere Skave og omegns multihal, som forbinder Skave Hallen med Skave Skole. Gåture. Læser bøger, gerne krimier og nyder barnebarnet
Aktiv på og udenfor banen
Bibi Mundbjerg er – som hun selv udtrykker det – ”gammel håndboldpige”. Lige siden hun var barn, og til håndboldskoene blev stillet på hylden, har hun spillet i Hogager GF, hvor hun gennem 24 år også har været aktiv i bestyrelsen. Da det resultatmæssigt gik allerbedst for damerne, var Bibi med til at spille i 3. division, indtil 7 ud af 13 spillere tog barselsorlov inden for få måneder, Bibi inklusiv, så måtte de rykke ned igen.
I dag er hun ikke i tvivl om, at sporten har været med til at forme hendes valg af uddannelse og job, og at det frivillige foreningsarbejde er en afgørende årsag til, at hun sagde ja til at opstille til byrådet og blev valgt.
Sporten og jobbet
Bibi blev færdig med sin uddannelse som fysioterapeut på Fysio- og Ergoterapeutskolen i Holstebro i 1997. Efter jobs på Herning Sygehus, Holstebro Sygehus, som kommunal distriktsterapeut og trænende og sagsbehandlende terapeut, blev hun i 2016 ansat som centerleder for Myndighed Hjælpemidler og APV.
Jeg har altid været optaget af at arbejde med mennesker, og via min tilknytning til sportens verden var det helt naturligt for mig at vælge en uddannelse som fysioterapeut. Mit valg var drevet af at hjælpe sportsfolk videre i karrieren efter diverse skader. Fysioterapifaget har dog givet mig et meget bredere perspektiv på, hvor fysioterapi også har sin berettigelse, om det så er i det forebyggende, det behandlende, kompenserende eller lindrende arbejde med mennesker. Jeg brænder for at have borgeren i centrum, de skal længst muligt forblive ansvarlige for eget liv, og det skal være det primære fokus, når vi skal levere kommunale ydelser, siger Bibi.
Foreningsarbejde og politik
Det frivillige foreningsarbejde fylder meget i Bibis dagligdag. Det gør det i øvrigt også for hendes mand, Niels Jakob, der er i bestyrelsen for Skave og Omegns Multihus. Bibi betegner engagementet på den front som ”en kultur, vi begge er vokset op med”.
Vi har mange stærke landsbysamfund i Holstebro Kommune – blandt dem Skave, hvor jeg er opvokset og nu bor. De er alle båret af og afhængige af det frivillige foreningsarbejde. De frivillige er alfa og omega i de små samfund. Derfor ser jeg gerne, at kommunalbestyrelsen er med til at skabe gode rammer og vilkår for dem. På den måde passer det mig godt, at jeg er blevet medlem af Kultur- og Fritidsudvalget, som er et omdrejningspunkt for bl.a. foreningslivet. Og igennem mit formandsskab i frivillighedsrådet får jeg indblik i alt det flotte frivillige arbejde, som foregår i de foreninger, som laver frivilligt socialt arbejde.
Som medlem af Udvalget for Børne- og Familieudvalget ser jeg mange synergier med kultur og fritidsudvalget. I skolereformen er der bl.a. lagt op til, at foreninger og de frivillige i højere grad inddrages i børnenes skoledag. Der er masser af gode tiltag på tværs til gavn for alle kommunens børn både med kommunale kræfter og frivillige kræfter, hvorved tingene ofte går op i en højere enhed. Børne Familie udvalgs arbejdet er dilemmafyldt og har stor betydning for mange børn og familier, hvilket gør det umuligt at gøre alle tilfredse. Min opgave som politiker må være, at vi skal gøre, hvad vi kan for at gøre flest mulige tilfredse med færrest mulige ressourcer, da der altid er nogen, som ikke passer ind i den store fælles ramme, og dem skal vi også have ressourcer til at understøtte til et godt liv i vores kommune.
Med min base af foreningserfaring både som aktiv og som bestyrelsesmedlem, samt min terapeutuddannelse og leder erfaring, føler jeg mig godt klædt på til at kunne indgå kompromiser med det ene mål for øje, at Holstebro kommune er den bedste kommune at bo og arbejde i, understreger Bibi.
Syv skarpe til Bibi
- Den største begivenhed i dit liv: Da vores to børn blev født
- Dit yndlingssted i Holstebro Kommune: Jeg har ikke kun et, da vi har mange smukke steder, men en gåtur ved Stubbergård Sø med hunden er en af de bedre
- Din livret: Flæskesteg med det hele
- Din favoritmusik: Big Fat Snake
- Din favoritbog: Jussi Adler Olsens bøger
- Din favoritfilm: En flænge i himlen
- Dit favorit-rejsemål: Mallorca eller sommerhus i Danmark
- 569 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2021
- 476 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017
- 419 personlige stemmer ved kommunalvalget i 2013
- Valgt første gang til Holstebro Byråd i 2014