Pædagogisk leder til udskolingen på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro

Pædagogisk leder til udskolingen på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro

Børn og Unge
  • Print
  • Forstør tekst
Vil du være en del af et ledelsesteam, der fokuseret arbejder på at skabe en skole med progression i faglig- og social læring og trivsel for alle elever? Understøtter du, at medarbejdernes kompetencer, kapacitet og trivsel er afgørende for, at vi når målet sammen? Og har du en grundlæggende motivation for at bidrage og arbejde metodisk og vedholdende?

På Nørre Boulevard Skolen arbejder vi fokuseret på at være skole for alle elever, og det betyder bl.a., at vi har en målsætning om, at flere elever får deltagelsesmuligheder i det almene skoletilbud. Dét er omdrejningspunktet for vores fælles retning og motivation – og det skal du kunne se dig selv i, og du skal have lyst til at bidrage til, at vi kan udvikle dels de nødvendige miljøer for eleverne, og dels kompetencer og kapacitet hos de ansatte - både medarbejdere og ledere.

Vi er en skole med stor mangfoldighed i sin allermest positive udgave, og er stolte over at være en skole for alle vores elever. Ligesom vi sætter stor pris på vores medarbejderes betydelige og udtalte engagement og høje faglige kompetenceniveau.

Da en af vores afdelingsledere tiltræder som skoleleder på anden skole i Holstebro Kommune, søger vi en pædagogisk leder til 6. - 9. klasse på Nørre Boulevard Skolen.

Om stillingen - vi tilbyder dig et forpligtende og givende fællesskab

Som pædagogisk leder træder du ind i et ledelsesfællesskab med i alt fire pædagogiske ledere, en administrativ koordinator og en skoleleder. Vi står på en forståelse af, at vi lykkes i fællesskabet, og dét forpligtende fællesskab stiller vi til rådighed for dig.

Du er en del af en skole hvor din dømmekraft, dine beslutninger og handlinger er med til at etablere og udvikle god undervisning. Du får frihed til - og ansvar for at bruge din professionsviden og –erfaring i arbejdet med kerneopgaven, og du er samtidig forpligtet til at kvalificere og forfine din egen og andres praksis gennem kontinuerlig sparring og samarbejde.

I din opgaveportefølje varetager du det daglige ansvar for medarbejderne og driften inden for dit område, og du formår gennem din ledelseskraft og legitimitet at balancere tydelige forventninger og den rette opfølgning/support, så du bedst muligt understøtter medarbejdernes kvaliteter til gavn for eleverne.

Om dig – og vores forventninger

Du kommer selvfølgelig med en relevant faglig baggrund, herunder solid erfaring fra udskolingen. Måske har du allerede erfaring med ledelse, eller du er motiveret for at tage ledelsesansvaret på dig og understøtte din faglighed med formel eftervidereuddannelse inden for ledelse.

Du skal kunne se dig selv praktisere værdierne ansvar, omsorg og respekt i PALS, som er rammen om vores daglige pædagogiske arbejde.

Vi er desuden nysgerrige på i hvilken grad, du
  • Praktiserer et ressourcesyn på elever, medarbejdere og forældre samt udviser forståelse for at problematikker løses i konteksten.
  • Kommunikerer klart og forståeligt på skrift og i tale og med bevidsthed om modtagers forudsætninger, herunder trives med at være formidler i større fora.
  • Evner at prioritere og fokusere i sager og situationer med modsatrettede krav, ressourceknaphed og flere aktører
  • Udviser stamina, står rodfæstet og er bevidst om egne styrker og udviklingspotentialer.
  • Har erfaring med eller flair for den administration, der følger med ledelsesjobbet i form af f.eks. fagfordeling og skemaer. (Dette foregår i tæt samarbejde med den øvrige ledelse).
  • Arbejder struktureret, systematisk og overholder deadlines.

Hvad møder du - lidt om stedet

Nørre Boulevard Skolen er én af tre skoler i Holstebro by, og er for nyligt ombygget og renoveret i væsentligt omfang. Skolen har ca. 730 elever og 90 medarbejdere, og vores skoledag folder sig ud i flotte, lyse og moderne rammer samt gode faciliteter inde og ude.

Udover almene klasser for elever i 0. - 9. klasse har vi kommunale specialklasser (Styrkeklasser), og klasser for elever der dyrker sport på eliteniveau. Desuden har vi SFO for både almenområdet og det specialiserede område.

Du opfordres til at læse yderligere om Nørre Boulevard Skolen på Folkeskolen i Holstebro bys hjemmeside samt besøge vores Facebook-side.

Vil du vide mere?

Du er meget velkommen til at besøge os, vi vil rigtig gerne vise vores skole frem.

Vil du aftale besøg eller søger du yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte skoleleder Peter Hatting på telefon 31 71 81 94.

Løn og ansættelsesvilkår

Vi tilbyder en fast stilling med tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. december 2024.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til lokal forhåndsaftale og til gældende overenskomst mellem relevant faglig organisation og Kommunernes Landsforening.

Ansøgningsfrist

Vi vil gerne modtage dit materiale via Holstebro Kommunes hjemmeside senest mandag den 7. oktober 2024 kl. 8.00.

Vi afholder 1. samtaler onsdag den 9. oktober 2024 fra kl. 15.00.

Ansøgere der indkaldes til samtale, kontakter vi pr. telefon mandag den 7. oktober 2024 efter kl. 15.00.

2. samtalerunde afholdes mandag den 28. oktober 2024 fra kl. 15.00.

Går du videre til 2. samtalerunde, møder du en caseopgave og bliver inviteret til at udfylde personprofil med personlig tilbagemelding i HR&Udvikling torsdag den 24. oktober 2024.

Deadline for ansøgning

07. oktober 2024 08:00


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up