Lettere behandling

Lettere behandling henvender sig til skolebørn og unge i alderen 6-17 år, der oplever psykisk mistrivsel og har bopæl i Holstebro kommune. 
 

Lettere behandling har til formål at sikre børn og unge fra børnehaveklasse til og med 17 år en let adgang til afdækning og behandling af psykisk mistrivsel.
Der er tale om en tidlig indsats, der sigter mod at afhjælpe psykisk mistrivsel – og forebygge forværring heraf og eventuel psykisk lidelse. Børn og unge i kontakt med psykiatrien er derfor som udgangspunkt ikke en del af målgruppen.
For at sikre, at den rette behandling iværksættes, vil der forud for et behandlingsforløb være en forsamtale og en screeningssamtale, som varetages af erfarne psykologer. Forsamtalen kan foregå enten telefonisk eller ved fysisk fremmøde på Videncentret i Holstebro. I processen er det muligt, at det vurderes, at andre tiltag end et behandlingsforløb er mere hensigtsmæssigt – man vil i givet fald blive guidet hertil. 
Hvis barnet er under 15 år, og der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre give samtykke til at barnet modtager et behandlingsforløb i Lettere behandling.

Med aftalen om 10-årsplanen for psykiatri fra september 2022, blev det besluttet at oprette et let tilgængelig tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel i alle kommuner.  
I Holstebro kommune varetages det lettilgængelige tilbud i Videncenter, Børn og Unge, i Holstebro.
Et lettere behandlingstilbud kan bestå af individuelle samtaleforløb målrettet barnet/den unge og/eller forældre, ligesom der kan være tale om behandling i grupper. Behandling vil altid foregå i et tæt samspil med tiltag i hjem og skole. 

Du kan her bestille tid til en samtale med en psykolog. 
Psykologen kan hjælpe med at afklare, om barnet/den unge/forældrene er i målgruppen for Lettere behandling. I så fald vil I blive inviteres til en yderligere afklarende screeningssamtale. Psykologen kan også hjælp med at guide videre til andre, mere relevante, tilbud. 
Hvis du er fyldt 15 år, kan du selv booke en tid til en samtale, men du kan også få hjælp af dine forældre eller en anden voksen. 
Hvis barnet er under 15 år, og der er fælles forældremyndighed, skal begge forældre give samtykke til at barnet modtager et behandlingsforløb i Lettere behandling. Barnet eller den unge skal have bopæl i Holstebro kommune. 

Book en forsamtale

 

Psykisk mistrivsel kan vise sig meget forskelligt hos den enkelte. Psykisk mistrivsel kan f.eks. komme til udtryk ved nedsat livstilfredshed, følelse af ensomhed, oplevelse af stress, tristhed, nedsat energi, uro og koncentrationsbesvær, bekymringer, forstyrrede tanker om krop og mad, adfærdsforstyrrelser, selvskade, tvangstanker og -handlinger, fysisk utilpashed eller dårlig søvn.

Tegn på mistrivsel kan være, hvis barnet eller den unge:

  • Går med mange bekymringer, der gør hverdagen svær
  • Ofte føler sig nedtrykt, trist, umotiveret eller ked af det
  • Har et udfordrende adfærdsmønster, hyppige konflikter og udfordrede kommunikationsmønstre i familien
  • Klager over hovedpine og mavepine uden at der er en fysisk årsag
  • Er forhindret i eller undgår at gøre ting, som andre jævnaldrende gør i hverdagen

Der er mange former for psykisk mistrivsel, og det kan være svært at vide, om der er brug for at søge professionel hjælp. Forbigående mistrivsel kan være en almindelig og naturlig del af at være barn og ung. Med mistrivslen kan komme til at fylde for meget i hverdagen, så deltagelse i almindelige hverdagsaktiviteter bliver udfordrende.

Hvis du er i tvivl, om der er tale om psykisk mistrivsel, der bør behandles, kan du booke en tid til en forsamtale med en af vores psykologer.

Lettere behandling i Videncenter Børn og Unge har aktuelt følgende indsatser:

Cool Kids

  • 7-12 år
  • Moderate til svære angstsymptomer
  • Gruppebehandling – Børn og forældre

Chilled

  • 13-17 år
  • Moderate til svære angstsymptomer
  • Gruppebehandling – Unge og forældre

Få styr på angsten

  • 6-12 år
  • Milde til moderate angstsymptomer
  • Forældreworkshop og selvhjælpsprogram

Rådgivningssamtaler

  • 6-17 år 
  • Korterevarende, individuelt tilpassede forløb til en bred vifte af tegn på mistrivsel
  • Kan består af individuelle samtaler med barnet/den unge og/eller forældre alt efter problematik

Mind My Mind

  • 6-16 år
  • Symptomer på depression, angst og adfærdsvanskeligheder
  • Individuelle samtale med barnet/den unge og/eller forældre alt efter problematik

NUSSA

  • 0.-3. klasse
  • Børnegruppe - i samarbejde med personale på skole
  • Børnene øger deres relationelle ressourcer/kompetencer og selvindsigt, og bliver mere robuste overfor psykiske stressfaktorer