Sønderlandsskolen skal være mester i orkester

13. maj 2024

Børn Unge Kultur

Et samarbejde mellem Holstebro Musikskole og Sønderlandsskolen er blevet udvalgt til det landsdækkende projekt "OrkesterMester" og får 520.000 kr. til at oprette et symfoniorkester.

På Sønderlandsskolen har eleverne indtil nu haft mulighed for at spille på violin, trompet og kontrabas. Efter sommerferien bliver der udvidet med klarinet, obo, tværfløjte, cello og basun.

Når eleverne i 4.-6. klasse på Sønderlandsskolen i Holstebro møder ind efter sommerferien, kan de se frem til at få undervisning i nye instrumenter som klarinet, obo, tværfløjte, cello og basun. Samtidig skal de lære at spille sammen i deres helt eget symfoniorkester.

Sønderlandsskolen er nemlig i samarbejde med Holstebro Musikskole blevet udvalgt til at være med i det landsdækkende projekt "OrkesterMester" i perioden 2024-2027. Projektet er forankret under DMK, Danske Musik- og Kulturskoler, som i samme ombæring har bevilget 520.000 kr. til indkøb af instrumenter.

Formanden for Børne- og Familieudvalget, Klaus Flæng, er begejstret over, at en af Holstebro Kommunes folkeskoler nu bliver en del af "OrkesterMester":

- Musik er med til at styrke vores kulturelle dannelse. Samtidig kan musik og det at spille i et orkester være med til at binde eleverne sammen og styrke følelsen af at indgå som en vigtig del af fællesskabet. Jeg glæder mig derfor meget til at følge med i erfaringerne, siger han.

Bæredygtigt skoleorkester for alle

Sønderlandsskolen har i forvejen et godt samarbejde med Holstebro Musikskole. Det bliver udbygget fra næste skoleår, når de normale musiktimer bliver konverteret til en ugentlig instrumentklassetime og en ugentlig orkestertime med både musikskolelærere og folkeskolelærere. Timerne bliver placeret i skoletiden.

- Vi samler indsatserne i den obligatoriske musikundervisning, så alle elever får adgang til at deltage i både det mindre - og helt store - musikalske fællesskab. Elevgruppen på Sønderlandsskolen afspejler i høj grad befolkningens sammensætning, og dermed får vi også nogle elever med, som ellers ikke ville have mulighed for at indgå i et musikalsk fællesskab, siger skoleleder Rasmus Højlund Sørensen.

Han tilføjer, at ambitionen er at lave et bæredygtigt skoleorkester, som også eksisterer, når deltagelsen i "OrkesterMester" er ovre. 

Om OrkesterMester

  • OrkesterMester er en organisation, der sigter på at opdyrke skoleorkestre og -kor på tværs af landet
  • OrkesterMester samarbejder med DR Symfoniorkestret, Copenhagen Phil, Odense Symfoniorkester og Aalborg Symfoniorkester
  • Formålet er:
    - at fremme børns musikalske, sangmæssige og instrumentale færdigheder
    - at styrke trivsel og musikglæde gennem musikalske fællesskaber
  • Læs mere på OrkesterMesters hjemmeside: orkestermester.dk/ 

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X