Hvor skal der være plads til nye bolig- og erhvervsområder?

22. maj 2024

Planlægning Borgerinddragelse Erhverv

Holstebro Kommune tager hul på arbejdet med Kommuneplan 2025-2037 og ønsker at inddrage borgere og virksomheder tidligt i processen ved at efterlyse idéer og forslag til den fremtidige udvikling.

En kommuneplan fastlægger rammerne for udnyttelsen af arealer til boliger, erhverv, natur, kultur og meget mere – både i Vemb og andre steder i kommunen.

Hvor skal der afsættes plads til at etablere nye boligområder og nye erhvervsområder i Holstebro Kommune i de kommende år? 

Det er der mulighed for at komme med input til, når Holstebro Kommune nu inviterer private investorer, virksomheder, borgerforeninger og alle andre interesserede til at deltage i en fordebat i forbindelse med arbejdet med Kommuneplan 2025-2037.

Det er første gang, at Holstebro Kommune på den måde efterspørger synspunkter, idéer og forslag, inden de mere konkrete planer bliver fastlagt. 

- Vi har valgt den tilgang for at involvere borgere og virksomheder på et tidligt tidspunkt i planlægningsprocessen. På den måde kan vi forhåbentlig få gode input og inspiration, som kan være med til at nuancere kommuneplanen og sikre, at den afspejler de reelle ønsker og behov i vores by- og lokalsamfund, siger borgmester H.C. Østerby.

Budget for kommunens arealer

Med udgangspunkt i Planstrategi 2023, som lægger vægt på at fremme bosætning og erhverv, skal Kommuneplan 2025-2037 definere retningen for de kommende år. Ved større byggerier, udviklingsprojekter eller erhvervstiltag, som kræver en lokalplan, kigger Holstebro Kommune først på kommuneplanen for at se, om arealet er udlagt til formålet. 

Det kan for eksempel være, når en investor ønsker at etablere en ny bydel eller udvide et boligkvarter med udstykninger til parcelhuse. Det kan også være en virksomhed, der vil opføre erhvervslokaler på et areal, som i øjeblikket bliver brugt til noget helt andet. Lokale borgerforeninger kan også komme med ønsker om ændringer til udlæg af arealer for at varetage de lokale interesser.

- Man kan sige, at en kommuneplan fungerer som et budget for kommunens arealer. Det er ikke alt, der kan lade sig gøre, for der er mange forskellige interesser og behov, der skal tages hensyn til - derfor er det også vigtigt med en åben dialog, siger H.C. Østerby.

Send synspunkter, idéer og forslag

Det er muligt at indsende synspunkter, idéer eller forslag til det forestående planlægningsarbejde frem til torsdag 13. juni 2024.

Efter fordebatten begynder arbejdet med at udarbejde den nye kommuneplan. Den kommer i offentlig høring i begyndelsen af 2025, hvor borgere og andre interessenter får mulighed for at kommentere og komme med indsigelser.

Læs mere om fordebatten og hvordan du bidrager her.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X