Klar til første spadestik på ny daginstitution bygget af gamle mursten

3. maj 2024

Børn Klima Byggeri

Nu starter byggeriet af en ny daginstitution til 148 børn i Halgård. For at sikre et lavt CO2-aftryk anvender Holstebro Kommune for første gang genbrugstegl i forbindelse med et nyt byggeri.

Den nye daginstitution i Halgård er efter planen klar til, at børnene kan rykke ind fra 1. august 2025. Illustration: Arkitektfirmaet Frost Larsen.

Gamle mursten fra nedrevne bygninger får nyt liv, når Holstebro Kommune bygger ny daginstitution i Halgård i den sydlige udkant af Holstebro.

Her bliver der plads til 148 børn i alderen 0-5 år. De kan se frem til at boltre sig i en daginstitution på i alt 1630 kvadratmeter, som bliver opført med fokus på en høj grad af bæredygtighed. 

I byggeriet bliver der i nogle af facaderne brugt genbrugstegl - altså gamle mursten - fra forskellige nedrivningsprojekter. Det er med til at holde det samlede CO2-regnskab for byggeriet nede på vejen mod at opnå kommunens klimamål på den lange bane. Ellers vil byggeriet primært være et træbyggeri, da det giver den laveste CO2-belastning.

- Det er første gang, vi benytter genbrugstegl i forbindelse med et nyt, kommunalt byggeri. Økonomisk er genbrugstegl en dyrere løsning, men i forhold til byggeriets CO2-aftryk er det langt bedre, så vi ser det som en investering, der ligger i naturlig forlængelse af den klimahandlingsplan, som byrådet har vedtaget, siger Poul Munk-Poulsen, chef i Teknik og Miljø.

Der bliver også brugt genbrugsmaterialer i form af genbrugstræ i nogle af de kommende, små skure på matriklen. Desuden er de oprindelige tanker om et græstag på institutionen droppet, så taget nu bliver udført i tagpap. Alt sammen er det med til at trække CO2-regnskabet i den rigtige retning.

- Vi har et stort fokus på bæredygtighed i byggeriet og derfor også et håb om at få nogle værdifulde erfaringer i forhold til muligheder og begrænsninger, når det handler om at gennemføre et byggeri med meget høje ambitioner på bæredygtighedsområdet. Det kan vi drage nytte af i kommende byggeprojekter, siger Poul Munk-Poulsen.

Den nye daginstitution er efter planen klar til at blive taget i brug 1. august 2025. Entrepriseudgifterne er ca. 28,6 millioner kroner. Dertil kommer udgifter til inventar, møblering, uderum, arkitektrådgivere, arkæologiske undersøgelser og ekspropriation, så den samlede projektøkonomi lander på 48 millioner kroner.

Første spadestik bliver taget af borgmester H.C. Østerby mandag 6. maj.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X