Centerleder til Center for Myndighed, Socialafdelingen

Centerleder til Center for Myndighed, Socialafdelingen

Social og Sundhed
  • Print
  • Forstør tekst
Center for Myndighed i Socialafdelingen i Holstebro Kommune søger en ny centerleder med opstart 1. november 2024.

Som centerleder bliver du en del af ledelsesteamet i Socialafdelingen med direkte reference til socialchefen. Sammen med to funktionsledere og i alt 43 medarbejdere skal du kunne videreudvikle og fastholde en praksis, som er kendetegnet ved høj faglighed og gode arbejdsfællesskaber.

Vi søger en ny centerleder for Center for Myndighed, som har kompetencerne og lysten til at fortsætte den gode faglige udvikling og retning for centret.

En leder som er visionær og tilgår ledelse med en kvalitetsorienteret og vidensbaseret dagsorden. En som kan lide at samarbejde med fokus på et fælles mål, og en som kan få andre til at vokse.

Du har som centerleder det overordnede økonomiske, administrative, personalemæssige og faglige ansvar indenfor hele centerområdet, ligesom du er vores fyrtårn for det gode arbejdsmiljø.

Du er i stand til at etablere, vedligeholde og uddybe kontakten til vekslende samarbejdspartnere.

”Glæde, udvikling og udsyn" er Holstebro Kommunes værdier, - de er også tegnende for Center for Myndighed. Det afspejles i en arbejdsplads med høj grad af arbejdsglæde og trivsel, hvor vi - i samarbejde med vores drift - arbejder målrettet for at understøtte borgernes selvstændighed og livskvalitet.

I 2022 og 2023 har vi løbende spurgt alle borgere om deres oplevelse af mødet med Center for Myndighed, og resultaterne viser en høj grad af tilfredshed.

Vi søger en centerleder der

  • gennem en åben, lyttende og anerkendende tilgang kan balancere og tilpasse din lederstil til den konkrete situation, du står over for
  • kan håndtere udfordringer, omstilling og fleksibilitet, og samtidig sikrer ”den røde tråd”
  • evner at være overbliksskabende i komplekse og dynamiske sammenhænge
  • kan skabe rammer for en læringskultur
  • har fokus på bæredygtig udnyttelse af kompetencemæssige og økonomiske ressourcer
  • kan kommunikere tydeligt og brænde igennem mundtligt såvel som skriftligt
  • kan sikre et tværfagligt samarbejde og har fokus på organisatorisk medlemskab
  • har indsigt i og forståelse for den politiske beslutningsproces
  • har relevant uddannelsesmæssig baggrund
  • har en lederuddannelse, eller interesse i at opstarte en sådan
Det er en fordel, hvis du har viden, erfaring og indsigt i myndighedsopgaver på det sociale område, ligesom erfaring fra jobcenter kan være relevant. Det er ligeledes en fordel med ledererfaring, eller et stærkt ledelsestalent, som kan sættes i spil.

Vi tilbyder

  • at du bliver en del af et stærkt og engageret lederteam i Center for Myndighed
  • at du bliver medlem af en engageret centerlederkreds i Socialafdelingen, som vægter tværgående opgaveløsning og dialog
  • en arbejdsplads med engagerede medarbejdere som brænder for og er stolte af at være en del af Center for Myndighed
  • en arbejdsplads der fungerer som uddannelsessted for socialrådgivere, hvormed vi bidrager til fremtidig kvalificeret arbejdskraft på området
Vi tilbyder en rigtig spændende stilling, hvor du har mulighed for at påvirke både drift, samarbejdspartnere og udviklingen på området. Det er et område, hvor der kommer til at ske meget politisk nationalt, og hvor du sammen med den øvrige ledelse får mulighed for at sætte retning for udviklingen de næste mange år.

Om Center for Myndighed

Center for Myndighed er en tværgående funktion i Socialafdelingen, der træffer afgørelser og bevilger indsatser til voksne borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer.

I Center for Myndighed er der tre socialrådgiverteams (Handicap, Psykiatri og Social), som alle arbejder med myndighedsopgaver inden for det specialiserede voksenområde. Centret rummer også Administration Social, der løser administrative opgaver på tværs af hele Socialafdelingen.

Socialafdelingen arbejder ud fra en recovery-orienteret tilgang, hvor formålet er, at støtten skal hjælpe borgeren til mest mulig selvstændighed og mestring af eget hverdagsliv. Denne tilgang understøttes af, at vi i vores daglige arbejde benytter os af VUM 2.0 og Fælles Faglige Begreber.

Derudover arbejder vi med socialfaglige forhandlinger, så der på ethvert givet tidspunkt er overensstemmelse mellem borgerens behov, den bestilte og leverede indsats samt den takst, der betales herfor.

Center for Myndighed – som en del af noget større

Center for Myndighed er en del af en centerstruktur i Socialafdelingen. De øvrige centre på socialområdet er Center for Handicap, Center for Psykiatri og Center for Social Indsats. Centrene i Socialafdelingen er kendetegnet ved et stærkt tværgående ledelsesfokus og ledelses- og medarbejdergrundlag, hvor kvalitet, forbedring og faglighed er i fokus.

Vil du vide mere?

Du er velkommen til at kontakte socialchef Trine Haarup Jensen på telefon 40 47 18 60, hvis du har spørgsmål, eller ønsker en kop kaffe, hvis du har brug for at høre mere om stillingen.

Ansøgningsfrist

Hvis ovenstående har din interesse, modtager vi meget gerne din ansøgning via Holstebro Kommunes hjemmeside senest den 6. september 2024 kl. 08.00

Vi forventer at holde første samtalerunde den 16. september og anden samtalerunde den 24. september 2024.

Går du videre til 2. samtalerunde, skal du udfylde en personprofil inden 2. samtale.

Løn og ansættelsesvilkår

Vi tilbyder en fast stilling med tiltrædelse senest den 1. november 2024. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst mellem relevant faglig organisation og Kommunernes Landsforening og forhandles med den faglige organisation.
 

Deadline for ansøgning

06. september 2024 08:00


Søg stillingen

Medarbejder i Holstebro Kommune

Vi arbejder for, at alle 5.500 ansatte i Holstebro Kommune oplever trivsel og faglig udvikling. Se mere om kommunens værdier, og hvordan det er at være ansat i organisationen på holstebro.dk/arbejdsliv.

Holstebro er en langstrakt kommune med knap 59.000 indbyggere mellem Vesterhavet og Limfjorden og er Nordvestjyllands kraftcenter for kultur, handel, uddannelse og erhverv.

I Holstebro Kommune har vi Kulturen til forskel. Vi bruger kultur som drivkraft for vækst og udvikling - og til at bygge bro til hinanden. Se mere på flyttilholstebro.dk.

keyboard_arrow_up