Holstebro Kommune har fundet sin nye socialchef

29. april 2024

Socialområdet

Det bliver 52-årige Trine Haarup Jensen, der den 1. juni 2024 tiltræder som socialchef. Hun kommer fra en stilling som områdeleder for Social og Psykiatri i Favrskov Kommune.

Trine Haarup Jensen skal stå i spidsen for cirka 600 medarbejdere.

Det er et enigt ansættelsesudvalg, som i et stærkt felt af ansøgere har udpeget Trine Haarup Jensen. Fra 1. juni skal hun stå i spidsen for cirka 600 medarbejdere og for den daglige drift og udvikling af socialområdet i kommunen.

- Trine har præcis den profil og erfaring, som vi har brug for. Nationalt og lokalt sker der meget på socialområdet nu og i den nærmeste fremtid. Jeg er sikker på, at Trine er den rette til at stå i spidsen og præge retningen for denne udvikling. Så jeg er glad for, at hun har takket ja til jobbet, siger Yelva Bjørnholdt Jensen, direktør for Social og Sundhed.

Solid baggrund

Trine Haarup Jensen har taget den samfundsvidenskabelige basisuddannelse og har herefter uddannet sig til socialrådgiver. Hun har Diplom i ledelse og afslutter sin Master i offentlig ledelse i juni. Desuden har hun taget flere efteruddannelser - blandt andre Kognitiv Terapi, Misbrugsbehandling og Arbejdsmiljø- og MED-uddannelse.

- Min tilgang til jobbet sigter efter, at vi som ledere og som organisation står fagligt stærkt, og at vi er modige og innovative. Vi skal sørge for, at vores medarbejdere er fagligt stærke og trives, så de er glade for at udføre deres arbejde og bliver hos os. Det er en forudsætning for, at vi kan udføre vores opgave med at hjælpe vores borgere bedst muligt, siger Trine Haarup Jensen.

Ledelse i øjenhøjde

I sine tidligere stillinger har hun opbygget et solidt fagligt kendskab inden for social- og psykiatriområdet. Og hun tror på værdien af respektfuld dialog og ledelse i øjenhøjde.

- Jeg glæder mig til at komme i gang i jobbet og til at "komme i praktik" rundt i organisationen, så jeg lærer den og medarbejderne at kende og mærker værdierne.

Privat bor Trine med sin mand i Silkeborg. De har fire voksne børn og et "dejligt kuld" børnebørn. Fritiden bruger hun sammen med venner og familie, i haven og drivhuset og med at slappe af i familiens sommerhus. Og så elsker hun at rejse.

Trine Haarup Jensen afløser Anette Holm, som har valgt at gå pension.

Tilbage

visibility_off visibility
Kontakt os

Tilmeld nyhedsbrev

Mobiltelefon med uåbnet mail

X